Godt bag bag bag nytår, og første indlæg i 2019

Ja så gik der lige 6 måneder… Jeg har haft forrygende travlt, eller måske har jeg sat tempoet lidt ned. Hvem ved – faktum er, at det er meget længe siden, der er sket noget på her på bloggen, men I skal da ikke snydes for mit traditionelle “året der gik” indlæg.

Nytårsfortsætter fra 2018

Jeg har jo for vane at fremsætte nytårsfortsætter og 2018 var ingen undtagelse.

Læs også Nytårsforsætter for 2018 og et tilbageblik på året der gik

Således så listen ud:

  • Flytte læhuset, fordi der er en øjenbæ, men også for at motivere hestene til mere bevægelse ved, at have vand, foder og læ placeret adskilt på folden. Næh, det nåede jeg ikke i 2018
  • Vandrefolden skal udvides, og jeg skal have indraget et stykke med træer. Nope, det nåede jeg heller ikke
  • Indsamle data på hvor meget mine heste bevæger sig på folden, og undersøge hvordan jeg får dem til at bevæge sig endnu mere. Nix, det nåede jeg heller ikke.
  • Jeg skal have redet Monique jævnligt, så hun kan blive mere rutineret. BUM! Både og …
  • Jeg skal i gang med at oprette en fordelsklub tilknyttet bloggen, hvor man kan melde sig ind og få rabat og andre spændene fordele i udvalgte webshops og butikker med rideudstyr, foder, strøelse og staldinventar. Fik jeg sagt win-win-win? Nej, det har jeg droppet.

Hvad har jeg egentlig lavet i 2018?

Jeg fik da skrevet 8 indlæg på bloggen, og jeg har mindst lige så mange liggende som kladder. Det er jeg faktisk lidt ærgerlig over, men jeg jeg kan se, at der er en del af mine gamle indlæg som stadig får mange besøgende, så måske jeg skal forene mig med “hellere lidt men godt”.

En bog om vandrefolde

Sommeren 2018 vil vi helt sikkert komme til at huske for varme, tørke og grovfodermangel.  Da jeg var færdig med at holde ferie i starten af august, så var der meget stille på firmamailen. Det var som Danmark stod stille og alle havde fået varmefri. En rastløs sjæl som mig sidder jo ikke på hænderne, og så var det, lige jeg gik i gang med en bog om vandrefolde. Men hvad der manglede af arbejde i august kom så tifoldig tilbage i september, og lige siden har jeg bare haft super travlt med min webdesignerbiks og det er trods alt der pengene tjenes.

Bogen om vandrefolde er derfor ikke lige på trapperne, men jeg er faktisk kommet godt i gang og har skrevet i hvert fald en tredjedel. Hvis der kommer en stille periode igen, så ved jeg lige, hvor jeg skal fortsætte.

Strandtur og mystiske haltheder

Ridemæssigt startede 2018 rigtig godt, jeg kom godt i gang med Monique, og fik redet hende ud på en masse ture i foråret. Jeg havde allerede i påsken aftalt med min niece og hendes veninde, at vi skulle ride til stranden i slutningen af maj. Det er en tur på små 30 kilometer, hvor der både skal krydses trafikeret landevej, broer og rides under en viadukt. Det var rart at have et mål, og det fik virkelig sat skub i træningen af Monique både kondi og miljøtræning.

Monique, som altid er über opmærksom, har fået øje på en flok flotte frieserhingste fra Cirkus Arena

Turen til stranden gik fantastisk, vejret var helt typisk for sommeren 2018, masser af sol og varme. Desværre blev Monique i perioden efter strandturen tiltagende halt. Tankerne kværnede på højtryk i mit hoved. Havde jeg presset hende for hårdt? Var det hendes gamle seneskade, der var brudt op? Var der sket noget andet, jeg ikke kendte til? Hvorfor kom haltheden gradvis? Hvorfor var den nogen dage værre end andre?

Der var ikke umiddelbart noget, der kunne forklare hendes halthed, og yderligere udredning ville kræve røgten m.m. Jeg besluttede at give hende ro henover sommeren, da hun ikke ligefrem var stokhalt, og det i øvrigt kunne svinge lidt fra dag til dag. Jeg ville lige se tiden an.

Det regnede ikke meget den sommer, men efter en af de få regnskyl der kom, lagde jeg mærke til, at Monique ikke haltede, men få dage senere var den gal i igen. Manglede hoven fugt? Jeg forsøgte mede ekstra fugt til hovene, men det hjalp ikke. Det var alt sammen meget mystisk, men Google var senere på året min ven i nøden, det kan du læse mere om længere nede.

Gode gamle Kornela – nu uden bid

Da Monique stod halt, fik jeg i 2018 redet en hel del på Kornela i stedet. Hun kom i løbet af sommeren i ganske fin form. Kornela er en gammel stædig haflinger, der har sine helt egne meninger. Hun kan være super hård i munden, og hvis hun får en lillefinger, ja så tager hun hele armen. Hun har dog alligevel vundet mit hjerte. Hun er ikke bange for noget og stopper ikke op. Hun er selvgående uden at være løbsk. Hun hverken bukker eller stejler. Det er ikke så ringe endda.

Jeg har i flere år redet Monique bidløst, men jeg må indrømme, at jeg syntes det var lidt uoverskueligt med Kornela. Jeg var sikker på, at hun ville tage magten fra mig, hvis jeg red hende bidløst. Det fik jeg helt ret i, i hvert fald med side-pull og almindelig hackamore. Løsningen blev derfor en mekanisk hackamore med lange stænger. Det er sådan en, som nogen nok mener er ren tortur at ride med. Kornela fungerer dog godt med den, og hun trives en hel del bedre med den end med bid. Det vil jeg fortælle mere om en anden god gang.

Hest med mekanisk hackamore og julekostume
Mig og Kornela i juledress da vi deltog i det årlige juleridt i Høng med mekanisk hackamore

Kornela har været særdeles velgåendende hele sommeren, men sidst på efteråret var det, som om hun gik sukkerkold. Hun blev simpelthen sløv og gad dårligt gå frem, når hun var ude på tur. Tankerne kværnede igen. Var hun hun blevet for gammel til ridning? Havde jeg presset hende for hårdt? Hun fik naturligvis ro. Så ville jeg lige se tiden an med hende også.

Min helt egen webshop

Jeg har som sagt syslet med ideer til, hvordan jeg kunne gøre bloggen som en del af min levevej. Affiliatlinks og sponserede indlæg kan jeg ikke tjene meget på, mit publikum er trods alt begrænset. Jeg har leget lidt med tanken om en fordelsklub, men jeg synes det er op ad bakke. Jeg tror simpelthen ikke nok på ideen. Samtidig oplever jeg at mange af de små nichewebshops, der sælger de produkter, der interesserer mig, kæmper med overhovedet at holde sig kørende. Mange af dem lukker igen efter et stykke tid. Jeg oplever tit at produkter, jeg ønsker at købe, ikke kan fås i Danmark eller også sælges de fra små amatørshops, som ikke er særlig brugervenlige. Det kan jeg da gøre bedre! Ja, det vil jeg så i al beskedenhed prøve på.

Jeg har arbejdet med opsætning af shoppen siden november 2018 og har netop åbnet den op og fået betalingsløsning på m.m., så nu skal jeg bare have markedsført den lidt mere, så der kan komme noget salg. I første omgang har jeg taget et udvalg af hackamores og trenser til hackamores hjem på lager, fordi jeg synes at både udvalget og vejledningen er for dårlig på mange af de danske shops. Det er dog meningen, at der med tiden skal være et mere varieret udvalg af rideudstyr og hesteting i både den billige og lidt dyrere ende. Jeg vil teste mange af produkterne først, så jeg ved, at jeg kan stå inde for dem, og give en bedre beskrivelse af hvordan de skal bruges.

Forude ligger et arbejde med at lave nogle produktvideoer og produktvejledninger, og det kan nok heller ikke udelukkes, at der her på bloggen kommer en del indlæg om bidløs ridning. Shoppen er åben! Se den på shop.hobbyheste.dk.

En ny hest til børnene eller var det til mor?

Min datter Signe blev tre år i november og jeg har i længere tid kigget på små ponyer, for jeg synes jo det kunne være så hyggeligt, hvis vi på sigt kunne “heste den” sammen mor og datter.

Jeg fandt på Facebook den sødeste lille shetlandsponyblanding – Luna. Hun var bare perfekt. Sød, rolig og mild. Hun blev købt og hentet og går nu og pryder min lille vandrefold. Interessen fra børnene er dog lidt begrænset, men jeg håber at Signe får mere lyst, når hun bliver ældre. Lige nu er hun ikke vild med at ride, til gengæld så synes hun, det er en fest at give gulerødder.

Rød shetlandspony set forfra - Luna
Rød shetlandspony set fra siden

Alutråd – ny hegnstråd i vandrefolden

En dag i december gik hestene pludselig inderfolden, hvor der stadig var en del dejlig græs. Jeg tænkte hmmm… nå, en af dem har måske været i hegnet ved en fejl og knækket tråden, så der nu var fri bane til inderstykket. Jeg gik ud og satte hestene tilbage i vandrefolden og samlede hegnstråden igen og satte strøm på. Og så… skete det, Kornela (den bandit!) kom susende i rask trav direkte mod hegnet og løb bare frem indtil tråden knak. Hestene har gået 1 år i vandrefold og har aldrig gjort sådan. Det var ret kritisk idet vores lille ny i folden Luna, slet ikke kan tåle græs, så hun skal ikke ind på inderstykket.

Jeg tog Kornela ud og bandt hende op på striglepladsen. Herefter lappede jeg hegnet igen, og det to andre havde heldigvis stadig respekt for hegnet. Så gik turen til den lokale landhandel for at købe galvaniseret jerntråd, som var det eneste, der var til at få på en søndag. Jeg satte samme dag galvaniseret jerntråd øverst på hele inderstykket.

Da Kornela blev lukket ind i folden igen, lavede hun samme manøvre som før, men denne gang stoppede hun altså, da hun mærkede jerntråden og veg tilbage. Pyha! Så gik der lige en søndag med det.

Jeg besluttede, at jeg skulle have et hegn med mere “smæk” på, end man kan få med eltråd og elreb, så jeg bestilte alutråd hos P. Lindberg, og har sat det op på hele vandrefolden, yderst, inderst, oppe og nede. Alutråden udmærker sig ved at have en lav brudstyrke (i modsætning til galvaniseret jerntråd) og en formidabel ledningsevne. Den var supernem at arbejde med, og det er helt klart min fremtidige anbefaling til hegnstråd.

Længe leve Google – løsningen på (næsten) alle problemer

Som sagt har jeg i 2018 været udfordret med 1 styks halt hest og et styks sukkerkold hest. En ormeprøve i december afslørede høje ormetal hos de to store og de blev derfor behandlet i to omgange for at mindske risikoen for kolik. De ormeprøver skal altså bare passes, selvom det er pokkers besværligt at få dem indsamlet, når man har løsdrift!!!

Jeg håbede, at Kornela ville live lidt op, efter hun havde fået ormekur, men der var ikke rigtig nogen forskel at se. Monique var i vinter ikke halt på lige spor, men lidt halt på volter.

Jeg var meget tæt på at træffe aftale med doktor DYR DYR (dyrlæge med speciale i haltheder), da jeg en sen aftentime (igen igen) sad og googlede “lame barefoot”, “navicular syndrom”  i forskellige kreative kombinationer, og så faldt jeg over et par spændende artikler, der bragte mig på sporet af begge hestes problemer:

Overgroede indgroede dragter! Dragterne kan åbenbart, hvis de er for lange, blive skubbet op i hoven over tid. Det gør selvfølgelig nullernaller, forestil dig du har en stor sten i skoen hele tiden, sådan vil det omtrent føles. Jeg forsøgte mig med en (i mine øjne) temmelig aggressiv beskæring af dragterne. OH HAPPY DAY, begge heste blev øjeblikkeligt bedre gående, og i dette forår er det bare blevet bedre og bedre og bedre. Hvor længe problemet har været der, er jeg ikke klar over, det er ikke noget, du kan se med det blotte øje, medmindre du har røngtensyn eller en sjette sans for hove.

Min teori er, at sommerens tørke har sat problemet på spidsen. Vi har lerjord og den bliver stenhård, når det er tørt. At gå på tør hård lerjord 24/7 har måske været med til dels at gøre hestene mere ømme og dels til at “skubbe” dragterne mere op i hoven, så man ikke kunne se, at de trængte til beskæring.

Glæden over at begge heste nu er bedre gående er “bittesweet”. Følelsen af at jeg er sej, fordi jeg selv fandt ud af problemet blandet med tanken om, hvor længe de har haft ondt, mens jeg har nosset rundt for at finde ud af, hvad der var galt. Bebrejdelser af mig selv over, at jeg ikke bare sendte dem i røntgen med det samme. Spekulationer over, om det overhovedet var blevet opdaget, hvis der var blevet lavet røntgen. Glæde over at jeg nu er blevet et klogere hestemenneske, som er tættere på at have en 6. sans for hove. Ærgrelse over at jeg ikke kunne finde en fagperson, der kunne hjælpe mig. Tanken om hvor mange andre heste, der kan gå rundt med dette problem uden nogen ved det. Jeg skulle meget, meget langt ud på nettet for at finde noget meningsfuldt om problemet. MEN jeg fandt en løsning, og det er i hvert fald “all sweet”.

Ja, bekymringer er der nok af, når man har hest. Således gik 2018 og det halve af 2019.

Nytårsfortsætter for 2019

Jeg vil undlade at fremsætte nytårsfortsætter for 2019, livet er heldigvis meget uforudsigeligt, og lige nu vil jeg blot nyde, at jeg ikke keder mig et sekund i mit liv med heste

Kunne du lide denne artikel? Så giv os et Facebook

Få en besked når der er nye indlæg. Tilmeld dig nyhedsbrevet

Skriv kommentar

Din email vil ikke blive offentliggjort


*