Godt nytår og året der gik… alt for hurtigt

Hest med nytårshat på

Godt nytår til alle vores læsere. Her på bloggen har vi startet det nye år med et helt nyt webdesign. Indholdet på bloggen vokser stille og roligt, og jeg har derfor i besluttet at give den et nyt design i magasinstil, som gerne skulle gøre siden mere gearet til det voksende antal indlæg.

Året der gik

2016 har været et år med mange omvæltninger både personligt, arbejdsmæssigt og med hensyn til hestene. Jeg startede året på barsel med min 6 uger gamle datter. Mens hun sov til middag, gik jeg stille og roligt i gang med at ride igen efter en lang pause i forbindelse med graviditet og fødsel. Kroppen forandrer sig virkelig ovenpå sådan en omgang, men det var skønt at komme i sadlen igen. I marts måned gjorde jeg noget vildt, jeg købte mig endnu en hest. Med to små børn og egen virksomhed, har man jo ikke så meget at se til… not! Meeen der var noget ved den hest.

Læs også Jeg har købt en ny hest

Vallakbedømmelse på Ågerupgård

I april havde vi Monse AKA Stengårdens Mon Ami med til vallakbedømmelse. Jeg havde ikke de store ambitioner, men ville gerne øve mig lidt i at være i byen med hestene samt at blive bedre til at mønstre. Vi havde en spændende
dag, og Monse klarede det godt. Det fede ved at melde sig til den slags er, at man lige får trænet hesten lidt mere op til arrangementet. Monse blev også både vasket, trimmet og sprøjtet med showshine. Aldrig har han været så fin.

Fjordhest der mønstres i trav

Simpel ridebane på jordfolden

I Maj hjalp min mand med at harve og jævne jordfolden af, så den kunne bruges som “ridebane” og det fungerede faktisk fint i sommerhalvåret. Når man fortrinsvis er turrytter, men har en lille baby i barnevogn, så må man jo “sadle om”, så det er blevet til en del baneridning på jordfolden i år. Alle tre heste kom i gang, dog fortrinsvis Mosegårdens Harmoni, som jeg længe har haft en del planer med både ridemæssigt og med hensyn til medaljekåring.

I August fik vi ret pludseligt en hest mere. En ældre haflingerhoppe Kornela, som var blevet til overs hos nogle bekendte. Det er hende med nytårshatten. Hende skal jeg nok fortælle mere om en anden god gang.

Orden i prioriteringerne

Under min barsel har jeg haft lov til at arbejde 4 timer om ugen i min virksomhed og det har jeg også gjort. Ja, faktisk har jeg måtte sige nej til nye kunder. I takt med året skred frem, blev hverdagen som mor til to børn, fire heste, lønjob og en virksomhed temmelig presset, og jeg måtte erkende at døgnet kun har 24 timer.

Derfor måtte der tages nogle beslutninger: lønjobbet blev sagt op og hesteholdet skulle reduceres fra 4 til 2. Mosegårdens Harmoni blev solgt i november. Jeg har længe haft alverdens planer med hende, men jeg må erkende, at det ikke bliver i hendes tid, jeg får gjort noget ved det.

Nye tider på vej

Børn ændrer livet, og man må for en tid give slip på nogle af sine egne planer for at få enderne til at mødes. Monse er stadig til salg og jeg håber at finde et godt hjem til ham i løbet af foråret. Jeg har valgt at beholde Monique og Kornela, da jeg synes de passer bedst til mit behov for hyggeridning og børnevenlighed. Det er dog en helt del sjovere at købe en hest end at sælge den… Øv.

Til gengæld har jeg nu sat alle sejl til for at gøre lillepigen til en rigtig hestepige. Hun har fået en duplo hestetransport i julegave og jeg er begyndt at kigge på ridebukser i str. 92. Første ridetur, 1 år gammel på Kornela med mor som bagrytter gik fantastisk. Lillepigen har også allerede lært at pruste, så spyttet står i alle retninger. Mon hendes første ord bliver “hest”? Børn går deres egne veje, men jeg HÅBER HÅBER HÅBER på at hun også bliver en ridepige ligesom mutti, nu hvor min førstefødte (søn) er fortabt i traktorernes verden.

Nytårsforsæt og planer for 2017

Ja vi skal jo til det, nytårsfortsætter! Her er min liste:

  • Skrive flere indlæg på bloggen
  • Skrive nogle indlæg på bloggen om andre hesteejere end mig selv
  • Tjene penge på bloggen, så jeg kan bruge mere tid på at skrive indlæg
  • Få reduceret hesteholdet fra 3 til 2
  • Få redet på hestene hver uge
  • Inddrage børnene i pasning af hestene
  • Give løsdriften en ansigtsløftning og gøre den mere spændende for hestene

Kunne du lide denne artikel? Så giv os et Facebook

1 Kommentar

  1. Tak for indlæg. Glæder mig til mere

Sig din mening