Turen gik til Hest og Rytter 2018 i Herning

Torsdag den 8. marts blev bilen pakket med kaffe og kamera, for turen gik til Herning. Jeg blev ledsaget af min tålmodige kamera(ægte)mand. Der var meget at se på messen, og det er mildest talt både overvældende og udmattende at bevæge sig gennem hallerne, hvor ride- og hesteudstyr hænger fra gulv til loft. Nu er jeg jo en af de der bidløs-bomløs-barfods-løsdrift-typer, og her får du en lille oversigt over, hvad jeg så af interessante ting på messen.

Slowfeeding forever

Jeg har selv eksperimenteret en del med slowfeeding, og det byder stadig på udfordringer og uløste problemer. På messen i Herning var der to typer slowfeedere, som jeg ikke havde set før.

TDJ Hayfeeder Play

TDJ har udviklet en ny slowfeeder , som især er interessant pga. materialevalget. Den er lavet i samme type plastik, som du kender fra skillerummet i hestetrailere. Ifølge Torben fra TDJ er det nærmest umuligt at ødelægge. Materialet er gennemsigtigt, så du kan hurtigt se, om slowfeederen er ved at være tømt.

Det bløde materiale er også en fordel, når slowfeederen skal hænges op i boksen eller op af en væg. Den larmer nemlig ikke så meget som f.eks. fodertønder i hård plastic. Ligeledes fylder den ikke meget i tom tilstand, og den er handy at have med rundt til f.eks. stævner. Høet vil formentlig ikke pakke sig lige så nemt i denne slowfeeder, fordi det bløde materiale giver hesten mulighed for at trykke mulen ind i slowfeederen.

Hønet bliver ikke bare hurtigt slidt op, man ser desværre også en del skader med heste, der har fået benene i nettene og personligt har jeg oplevet, at nettet satte sig fast mellem tænderne på en af mine heste. Set i det perspektiv er TDJ’s Hayfeeder måske en mere sikker og holdbar slowfeederløsning. Med en messepris på 695 kr. så kan man ikke ligefrem kalde den billig, men hvis den er mere sikker og holdbar end hønet, så er den bestemt et godt køb.

Porta-grazer, en slowfeeder med naturlig spisestilling

Så stødte jeg på endnu en slowfeeder: Porta Grazer, som har været på det amerikanske marked i mere end 10 år, men som jeg ikke har set før i DK. Den er udført i et kraftigt slagfast plastikmateriale. Det er en tønde med en plastindsats med huller i. Indsatsen sættes nemt i og drejes, hvorved nogle små “tapper” sørger for at indsatsen ikke kan komme op igen. Indsatsen fås med forskellige størrelser huller.

Slowfeeder fra Porta Grazer som tilbyder en naturlig spisestilling

Fordelen ved denne slowfeeder er, at den tilbyder hesten en naturlig ædestilling. Den er nem at fylde og virker utrolig holdbar. Den levner dog ikke plads til, at mere end én hest spiser ad gangen, så den er mest velegnet til et lille hestehold. Du vil nok blive nødt til at købe én per hest. Dette går hen og bliver noget af en investering, idet priserne starter på 2400 kr. for den mindste model. Til gengæld er det min vurdering, at denne slowfeeder er nærmest uopslidelig, så helt sikkert en god investering på den lange bane. Den kan købes hos den svenske webshop Tjuvamossen.

Jordarmering aka muddersikring

Mudder. Det var EMNET alle talte om i vinteren 2017/2018. I efteråret lavede jeg et indlæg på bloggen om heavymats, som jeg har været utrolig glad for.

Læs også Heavymats – nemt og effektivt mod mudder i hestefolden

Jeg er dog altid på udkig på nye og spændende produkter.

TTE jordarmering, den stærke dreng i klassen

Robust jordarmering fra TTE som kan genbrugesPå messen fik jeg kigget nærmere på TTE jordarmering, som er en meget robust jordarmering. Produktet er et plastikprodukt, men det er langt mere stift og robust end andre typer jordarmering på markedet. Pladerne er lavet til, at man kan lægge dem direkte på mudder, græs og jord. De skal fyldes efter med enten jord, grus eller sten. Prisen starter på 155 kr + moms per m2 , hvilket er ret billigt, hvis man ikke skal bruge penge på at forberede bunden. Pladerne skal ikke klikkes sammen, men sidder fast i hinanden via et forbandtsystem. Dette gør at pladerne nemt kan vippes op og genbruges andre steder.

Efter at have haft dem mellem hænderne, så har jeg meget svært ved at forestille mig, at de kan knække, det er virkelig kram. Skal du lave smalle armerede stier på f.eks. vandrefolden, vil jeg stadig vælge Heavymats, da TTE’s stabilitet sikres ved at pladerne ligger i forbandt, og du derfor vil være nødt til at lave stierne unødigt brede. Jeg kommer dog nok til at investere i nogle plader fra TTE til efteråret, når jeg skal jordarmere min nye foderplads i vandrefolden.

Muslingeskaller som underlag på vinterfolden

Muslingeskaller er et spændende og naturligt produkt som dræner godt kan benyttes som et alternativ til f.eks. grus. Det er almindelig kendt at muslinger kan bruges til ridebaner, men ifølge Fredsø logistik kan man lægge 10 cm hele muslingeskaller på f.eks jordfolden, og så skulle det give et stabilt og drænende overflade. Et læs med nok til 1000 m2 kan således erhverves for omkring 16.000 kr+moms. afhængig af hvor i landes det skal køres hen. Jeg er ikke helt overbevist om, hvorvidt 10 cm er nok til at holde mudderet væk, men muslinger og dog et noget andet materiale en f.eks. grus, og det kunne være spændende at se, hvordan det ville fungere på vinterfolden sammen med en fast lerjord.

Og så gider jeg ikke snakke mere om mudder før til efteråret!

Billigt læskur eller løsdriftstald

Skal du ud og finde et læskur eller løsdriftstald i den billige ende, så kan en lille flytbar rundbuehal fra Future Rundbuehaller være både praktisk og billig. Man skal dog huske at stormsikre læskuret, hvilket er muligt med 140 cm lange jordspyd, som slås ned gennem huller i hjørnet af bundrammen på huset. Rundbuehallen kan indvendigt beklædes med træplader, så det er muligt at skrue høhæk m.m. op. Husk at søge byggetilladelse, hvis hallen skal stå det samme sted i længere tid.

Flytbar rundbuehal som kan bruges til læskur eller løsdriftstald

Ny bomløs sadel på det danske marked

Flexee bomløs, det vil sige sadel med læderbom, der ligner en rigtig dressursadelEn af de ting, jeg havde glædet mig til at se på messen, var en ny fleksibel bomløs (læderbom) sadel på det danske marked: HM FlexEE sadlen, som nu kan købes hos Flexisadler. Sadlen er interessant, fordi den er udviklet af den anerkendte rytter Heather Moffett, som er kendt for at have fokus på rytterens opstilling og komfort.

Sadlen ligner umiddelbart en almindelig dressursadel og fås i både kunststof og læder. Priserne starter på 5500 kr. hvilket er billigt. Desværre er sædet noget bredt at sidde i, noget som går igen for mange bomløse sadler. Når det er sagt, synes jeg den virker til at være et godt køb til prisen. Sammenlignet med andre bomløse sadler i samme prisklasse, så virker FlexEE sadlen absolut mere stabil, elegant og klassisk.

Line fra Flexisadler kunne dog afsløre, at hun selv er i gang med at udvikle en fleksibel sadel, som hun forventer at kunne få på markedet i år. Det bliver spændende at følge, og stor cadeau til Line for at turde kaste sig ud i sådan et projekt. Hun ønskes alt mulig held og lykke herfra!

Megasus Horserunners… vente vente, er vi der snart?

Megasus Horserunners prototype set på Hest og Rytter 2018 i hovfokus stand

På hovfokus stand fik jeg en god snak med Søren Høper om boots, der drejer rundt, men også om den allerede berømte Megasus clip-on sko, som har været utrolig lang tid undervejs. Han havde en prototype med på standen, hvilket var superfedt, så ved man da, at det hele ikke er et luftkarstel. Megasus har dog stadig problemer med limen til skoen, men den skulle, hvis alt går vel, komme på markedet i slutningen af marts. Vi venter, også selvom vi må vente lidt længere. Det gør vi, fordi dette produkt ser ud til at kunne løse mange af de tilpasningsproblemer, der er med boots i dag, det er en helt anden måde at tænke “boots” på. Det er jo egentlig heller ikke en boot men en sko, som du klistrer på.

Er vi der snart? Er vi der nu? Hvornår er vi der?

 

Kunne du lide denne artikel? Så giv os et Facebook

Få en besked når der er nye indlæg. Tilmeld dig nyhedsbrevet

Skriv kommentar

Din email vil ikke blive offentliggjort


*