Husk reflekser når du rider ud i mørket

Hest og rytter med reflekser på

Vi går netop nu den mørke tid i møde, og det er tid til af bruge reflekser. Vejret er surt og nogle dage er det svært at nå ud med hesten, før mørket falder på. Er du så heldig at have adgang til et ridehus, skal du måske ride et stykke i mørke først. Eller måske du bare rider tur i mørke. En måneskinstur i et sneklædt landskab er en sjælden og fortryllende oplevelse.

Heste ser fint i mørke

Du skal ikke være nervøs for, at hesten ikke kan se i mørket. Faktisk er hestens nattesyn 5 gange bedre end menneskets.Dette skyldes at hesten har et meget stort øje, samt en uovertruffen evne til at udvide pupillen og indfange selv det mindste lys. Den store pupil gør dog, at hesten er dobbelt så lang tid som mennesker om at vænne sig fra lys til mørke.

Vil du vide mere? Læs Hvordan ser hesten

Væn hesten til at ride i mørke

Når hesten er længere tid om at vænne sig til skarpt lys, så kan det være ubehageligt, at møde en modkørende bil med skarpt lys. Derfor må du forvente, at hesten skal vænnes til at færdes på trafikeret vej i mørke.

Loven om ridning på vejen i mørke

Ifølge Bekendtgørelse om afmærkning af ridende skal ryttere i lygtetændingstiden bære en lygte på venstre ben. Den skal lyse med hvidt fremad og med rødt bagud. Lyset skal kunne ses på 150 meters afstand. Derudover skal hesten have et refleksbånd på mindst 5 cm i bredden på alle fire ben. Overtrædelse kan straffes med bøde. Hvis du trækker hesten i mørke, er du i princippet ikke omfattet af reglerne, men det kan på det kraftigste anbefales at bruge reflekser!

Brug reflekser – jo flere jo bedre

Min egen erfaring som bilist er, at lygten sjældent gør den store forskel i forhold til synlighed. Reflekser og flouriserende stof (neonfarver) derimod gør det meget nemmere at se hest og rytter i trafikken. Derfor kan du med fordel supplere med f.eks. en trafikvest til dig selv, et refleksdækken til hesten eller reflekser på hale, og trense. Bruger din hest klokker kan man også få dem med refleks.

Der findes heldigvis masser af fedt refleksudstyr til heste. Gå efter reflekser der kan tåle snavs. De vil hurtigt blive beskidte i muddersæsonen, så de skal være nemme at vaske og gerne kunne sættes fast med en kraftig velcro eller et spænde. Især velcroen kan blive snavset og ubrugelig efter få ganges brug, hvis ikke kvaliteten er i orden. Dækken anbefales kun til heste, der i forvejen går med dækken. Selvom refleksdækkenet er helt tyndt, bliver en hest med vinterpels hurtigt varm under det syntetiske stof.

Brug også reflekser og neonfarver i gråvejr

Skal du ud og ride midt på dagen i gråvejr, regnvejr eller tåge, bør du også bruge reflekser og neonstof. Du kan nemt falde i med omgivelserne og risikere at blive overset af en billist.

Lygter til ridning

Udvalget af ridelygter til montering på venstre ben er uhyre beskedent. Jeg har kun fundet en enkelt på markedet, og den er rent ud sagt elendig. Den er tung, sidder dårligt fast og lyser ikke meget. Slet ikke nok til at kunne ses på 150 meters afstand. Lige på det punkt, har jeg taget loven i egen hånd. Jeg bruger en pandelygte på hjelmen, og så har jeg en af de små røde cykellygter med klemme fæstnet i hestens hale. Dette er faktisk ulovligt, men jeg har ikke fundet noget produkt, der rent faktisk gjorde det muligt at opfylde loven. Byd gerne ind i kommentarfeltet, hvis der er nogen der sidder med en velfungerende lovpligtig løsning.

Pas i øvrigt på at lyset i pandelygten, ikke bliver unødigt kraftigt af hensyn til hestens lysfølsomhed. Undgå også at lyse hesten direkte i øjnene med lygten.

Indlægget indeholder affiliatelinks

Kunne du lide denne artikel? Så giv os et Facebook

Få en besked når der er nye indlæg. Tilmeld dig nyhedsbrevet

Skriv kommentar

Din email vil ikke blive offentliggjort


*