Hobbyheste logo

En blog om heste og ridning

HIT-Aktiv stald på Nordrupgård

hest foran høstation

Dette indlæg er en genudgivelse af et indlæg fra februar 2013 på bloggen hestehjælpen.dk

På Nordrupgård Hestepension syd for Ringsted kan man opleve hestevelfærd i særklasse. Ved hjælp af et computerstyret fodringssystem, veldrænede opholdsområder og fri adgang til rummeligt hvilerum med bløde gummimadrasser på gulvet, tilfredsstilles hestenes naturlige behov samtidig med at systemet løser en række klassiske problemer ved løsdrift.

Computerstyret fodring

Hver hest bærer en chip om halsen. I løsdriften findes der en høstation og en kraftfoderstation, hvor hestene selv går ind. Via chippen registreres det, hvilken hest det er. Ved høstationen har hestene afhængig af deres behov 3-4 times spisetid fordelt på intervaller af 15-20 minutter ad gangen.

to heste der spiser i en høstation

Høstation

Det fungere sådan at hestene går ind i en bås i høstationen, som registrerer hestens chip, og for enden af båsen løftes en låge, der giver hesten adgang til en høhæk. Når hesten har spist i ca. 15-20 minutter lukker lågen ned, og hesten må komme igen senere for at få mere hø.

høstation set fra bagsiden

Kraftfoderstation

I kraftfoderstationen går hesten ligeledes ind i en bås, der registrerer dens chip. Kraftfodermaskinen smider, hvad der svarer til en lille håndfuld foder ud i et trug med et hvis tidsinterval f.eks. én gang i minuttet. Når hesten har fået sin portion, stopper maskinen, og hesten må komme igen senere. Skulle en anden heste jage den spisende ud af båsen, stopper maskinen med at give foder, og hestene kan på den måde ikke “stjæle” foder fra hinanden. Det finder de hurtigt ud af, og derfor er der en sjælden madro i løsdriften.

hest i fraftfoderstation

Central computer

En central computer registrerer og styrer hvor meget, hvor længe, og hvor ofte de forskellige heste må spise. Hestenes foderindtag bliver således nøje kontrolleret og spredt ud over hele dagen. Fra computeren kan man også se om hestene spiser deres dagsration, og således spotte, hvis en af hestene er syge.

Hvilerum

Hvilerummet er indrettet i en gammel stald og består af et stort åbent rum. For at skabe den fornødne loftshøjde er en del af det gamle staldloft fjernet og hestene har loft til kip. Fra det udendørs opholdsområde har hestene adgang til hvilerummet via to døre med plasticstrimler for. Der bliver ikke strøet, men hestene kan hvile sig på de bløde isolerende gummimadrasser, der ligge på gulvet. Madrasserne er meget tunge og bliver liggende, hvor de skal. Hestenes gødning og urin fjernes en gang om dagen. Uden strøelse undgår man, at hestene sidst på vinteren kommer til at stå i stærke ammoniakdampe oppe under loftet.

Veldrænede opholdsområder

På løsdriftens mest trafikerede områder f.eks. foran foderstationerne, hvilerummet og vejen til og fra de forskellige områder er jorden gravet af og der er lagt et lag af sten, fibertex, HIT plastriste og grus. Plastristene fordeler trykket fra hestenes hove og forhindrer dels at underlaget bliver stampet sammen og vandet lægger sig ovenpå og dels at underlaget bliver æltet til mudder.

HIT Aktiv stald er en dyr men god løsning

hest og får der spiser side om side

På Nordrupgård Hestepension har de 13 heste gående i løsdriften, men anlægget kan rumme op til 20 heste. Der skal dagligt fjernes gødning og fyldes op i høstationer, mens kraftfoderstationen fyldes månedsvis eller sjældnere. HIT aktiv stald er en relativ dyr højteknologisk løsning, der skal etableres med omtanke og nok kræver lidt teknisk flair at betjene og vedligeholde. Når det er sagt så har produkterne en god holdbarhed og driftsikkerhed, og der er mange mandetimer sparet omkring fodringen. Dertil kommer den livskvalitet systemet skaber for hestene ,som hverken kan gøres op i tid og penge. Jeg har sjældent set en så rolig og velafbalanceret hesteflok. Hestene får masser af motion, da de til stadighed vandrer fra foderstationerne til hvilerummet til opholdsområderne. Det kunne være interessant at give dem en skridttæller på, for nogle kilometer må det blive til på en dag. Alt foregår i ophøjet ro, her er ingen stress og konflikter, men alligevel holdes hestene aktive dagen igennem.

Kunne du lide denne artikel? Så giv os et Facebook

Få en besked når der er nye indlæg. Tilmeld dig nyhedsbrevet

2 reaktioner

  1. Hej Louise, det er ved at være nogle år siden at jeg besøgte Nordrupgård og lavede dette indlæg på min blog. Jeg er ikke sikker på at de driver hestepension længere, de har i hvert fald ikke nogen hjemmeside mere. Jeg kan derfor ikke hjælpe dig, men jeg tænker du skal have fat i en forhandler af HIT-Aktiv. Så vidt jeg ved forhandles det stadig i Tyskland. Vh Gitte

  2. Hej Hobbyheste
    Jeg har et spørgsmål som jeg håber i måske vil og kan hjælpe mig med.
    Vi har et ridecenter med en hit aktiv stald, jeg har haft stalden i 10 år og er efterhånden løbet tør for halsremme med chip. Jeg vil derfor høre jer hvad i gør når I skal bruge flere chip, køber i dem i Tyskland eller findes der noget i Danmark som i kan bruge. På forhånd tak for hjælpen.
    Hilsen
    Louise

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *