Galopanspring – hvor svært kan det være?

Hest der galoperer på bane med rytter

Galopanspringet kan være et mareridt for mange ryttere. Problemet bunder tit i, at du prøver at gøre for meget på en gang. Du vil gerne have hesten til at springe(ikke løbe) i galop og holde galoppen hele vejen rundt på banen i et moderat tempo og ride helt ud i hjørnerne. Det ender med at du ræser rundt på banen i fri trav, og hesten VIL bare ikke springe an.

Du beder hesten om for meget på én gang. Lad os tage det overordnede mål og bryde det op i en række delmål:

  1. Lær hesten at skifte fra trav til galop på kommando
  2. Lær hesten at springe i galop i stedet for at løbe i galop
  3. Lær hesten at holde galoppen
  4. Lær hesten at gå mere samlet i galoppen
  5. Lær hesten at holde balancen på banen
  6. Lær hesten yderligere samling
  7. Lær hesten at ride ud i hjørnerne

Hver punkt er en forudsætning for det næste og skal mestres før, du kan gå videre. Nogle heste lærer det på få uger, andre har brug for meget mere tid.

1. Fra trav til galop

De første gange hesten galopperer er du nødt til at løbe den i gang. Det kræver god plads. Du kan gøre det på langsiden af ridebanen eller på et langt lige stykke f.eks en god græsrabbat, stubmark eller skovsti. Helt ideelt er det, hvis det går lidt op ad bakke.

Driv hesten kort og intenst

Sæt hesten i almindelig rask trav. Giv hesten et tydeligt tegn på, at du nu forlanger noget mere af den. Jeg plejer at lægge det ene ben bagud, mens jeg driver med det. Samtidig siger jeg “GALOP!” højt og bestemt. Hvis det ikke er nok, bruger jeg også pisken til at drive. Driv hellere kort og intenst end gradvist mere. Driver du gradvist mere og mere, risikerer du bare, at hesten spæner af sted i fri trav.

Ros og let presset

Så snart hesten skifter fra trav til galop, stopper du med at drive og roser hesten. Husk at målet på trin 1 kun er at skifte fra galop til trav. Gentag mange gange indtil hesten forstår, at det ene ben tilbage og kommandoen “GALOP!” betyder, at den skal skifte gangart til galop.

2. Springe i galop

Hvis hesten er frisk og har let til galop, vil den efter få gange øjeblikkeligt skifte til galop, når du giver signal. Løber hesten stadig i gang, skal du holde hesten an, idet du giver galop signal, og så løsne tøjlen, så snart den springer an og rose den, “DYYYGTIIIIG!”. Det kan i starten være en hjælp at springe hesten an det samme sted igen og igen, men aldrig før du har givet signal.

Den sløve hest

Er hesten lidt doven, kan det være nødvendigt at bruge pisken. Giv dog hesten en chance for at springe an, inden du bruger pisken. Hvis ikke den reagerer på dit ben, driv da kortvarigt og intensivt med pisken for at få hesten til at gå i galop. Det er vigtigt, at du først bruger benet og derefter pisken. Det skal være tydeligt, at du beder hesten om noget, og hvis den så ikke reagerer på signalet, forstærker du det efterfølgende med pisken. Brug pisken med rette styrke! Det er bedre med 1 bestemt slag end 10 tøvende slag. Giv  altid hesten tid til at springe an, inden du bruger pisken. Husk at rose hesten hver gang den går i galop. Målet er at hesten springer an uden brug af pisk. Den er ikke klar til næste skridt, før den kan springe an alene for dit ben.

Forfine signalet

Når hesten kan springe i galop, er det tid til at forfine signalet. I stedet for at drive med benene og sige “GALOP!”, nøjes du nu med at lægge det ene ben bagud. Husk stadig at rose hesten hver gang den springer an, let straks presset og sig “DYYYGTIIIIG!”. Når hesten kan springe i galop ved, at du diskret lægger benet bagud, er du klar til næste trin.

3.Hold galoppen

Hest der galoperer rimelig hurtigt på græsbane

På de første to trin vil hesten formentlig kun tage et par galopspring, før den slår over i trav igen, og det er helt i orden. Hesten skulle kun lære kommandoen for at skifte til galop. Nu vil du gerne have den til at holde galoppen. Idet hesten springer an, fortsætter du med at drive lidt endnu, så hesten tager et par galopspring mere end før. Herefter letter du presset og roser hesten højlydt “DYYYGTIIIIG!”. Driv gradvist længere tid før du letter presset og roser. Driv kun lige nøjagtig så meget, at den holder et par galopspring mere end før.

4. Få hesten samlet

I starten kan det være nødvendigt at drive rimelig hårdt for at få hesten til at holde galoppen. Nogle heste har svært ved at holde balancen og bæringen i galoppen især under rytter, og de har derfor brug for at løbe relativt stærkt. I Takt med at hesten får bedre balance og styrke i galoppen (og her snakker vi uger), kan den galopere langsommere. Den skal kun lige løbe så hurtigt, at den holder galoppen. Du skal ride den for en relativt løs tøjle, hesten skal selv finde balancen uden tøjlen. Er hesten meget ivrig, kan du tage og give efter. Hesten er først klar til samling, når den kan galoppere langsomt for en løs tøjle.

Hold hesten lidt an samtidig med at du driver i galoppen. Hesten vil nu gribe længere ind under sig selv med bagbenene. Hovedet må ikke trækkes ned og ind, men skal have love at være fremme og nede, dog med mere tøjlekontakt end tidligere.

5. Holde balancen på banen

I starten vil du opleve at hesten slår over i trav, når den når kortsiden på banen. Prøv at ride den lidt længere ind på kortsiden i galop, men accepter at hesten slår over i trav, når det bliver for krævende. Gentag galop ind på kortsiden igen og igen og igen. Det kan godt tage flere uger, før din hest kan holde balancen hele vejen gennem kortsiden.

Som rytter skal du være meget opmærksom på din egen balance og dit eget sæde. Det er vigtigt, at du hjælper hesten gennem kortsiden, og koncentrerer dig om at være til mindst mulig gene for hestens balance. Du skal ikke bekymre dig om, hvordan det ser ud, hvorvidt hesten er stillet ud eller ind af volten eller skærer hjørnerne osv. Succeskriteriet er at komme gennem kortsiden i galop uanset, hvor uskønt det ser ud.

Husk at hesten stadig skal rides for en relativet lang tøjle, så den får lov at finde sin egen balance.

6. Yderligere samling

Når hesten kan holde galoppen rundt på hele banen er det tid til at samle hesten yderligere. Rid hesten skiftevis på hele banen og på 20 meter volter i galop. Forlang nu at hesten er stillet lidt ind på volten. Gør tøjlerne lidt kortere, men hold dem i ro, samtidig med at du driver. Her skal der igen tålmodighed til. Lad være med at trække hesten i samling, men rid den i samling. Hesten må aldrig holde balancen på tøjlen. Den skal gå frem! frem! frem! samtidig med, at du rider den på det bøjede spor for en let anholdende tøjle.

7. Ud i hjørnet

Efterhånden vil hesten opnå den styrke og balance, der skal til for at gå let samlet og korrekt stillet på banen i galop. Nu kan du begynde, at få hesten helt ud i hjørnet ved at presse med det indvendige ben. Husk at lægge vægten på dit udvendige sædeben samtidig. Så er du snart klar til LC!

Kunne du lide denne artikel? Så giv os et Facebook

Sig din mening