Ridning efter graviditet – Sådan kommer du i gang

Ridning efter graviditet

Kroppen forandrer sig under en graviditet, og det gør psyken også. Det er de færreste, der uden videre genoptager ridningen umiddelbart efter fødslen. Helt officielt kan det ikke anbefales at ride før 8-ugers undersøgelsen hos lægen, men så lang tid kunne jeg ikke vente.

Jeg kunne ikke vente med at ride efter fødslen

10 dage efter min første fødsel hoppede jeg op på hesten igen. Og nej, jeg havde ikke haft en nem fødsel, jeg var blevet syet en del, og der gik en uge før, jeg kunne sidde på en stol. Jeg er såmænd bare lidt ridegal, og jeg red med lammeskindssadel, som bare er så blød. Jeg red selvfølgelig kun ganske lidt i starten. Helt rolige skridture. Lykken over atter at være på hesteryg var dog helt enorm!

Jeg fandt også hurtigt ud af, at kroppen bestemt ikke var som før. Nok var den store mave væk, men det var alle mavemusklerne også! Og så var der lige det med bækkenbundsmusklerne… første gang jeg skulle trave, så smed jeg lige en lille tissetår i bukserne. Særlig letridning kan være ret udfordrende, når man har svært ved at holde på vandet. Knib knib knib – ja jeg ved godt det lyder kedeligt, men det er det eneste der virker.

Glem forfængeligheden og køb en pakke Tena

Mens du venter på at knibeøvelserne giver resultat, og der kan gå måneder, så kan et inkontinensbind (Tena) være en rar tryghed, mens du rider. Hvis du ikke kan overskue, at skulle købe det i dit lokale supermarked, så findes der butikker på nettet, hvor du kan købe den slags helt diskret. Se eksempel her. Indrømmet, jeg måtte selv tage en ekstra dyb indånding inden, jeg lagde en pakke Tena på båndet i Fakta.

6 mdr. efter min første fødsel snakkede jeg med min læge om forandringerne i underlivet. Jeg var utålmodig og havde følelsen af, at det hele stadig var åbent forneden på trods af flittige knib. Min læge kiggede overbærende på mig og sagde:  Det skal nok blive bedre. Om et år bliver det bedre, om to år bliver det også bedre, om tre år bliver du gravid og så starter det hele forfra! Min læge er meget klog og hun fik naturligvis ret.

Træn din core efter graviditet

Når du rider, bruger du dine coremuskler, det vil sige musklerne i mave og nedre del af ryggen. Under en graviditet vil mavemusklerne blive spændt ud over den voksende mave og de lige mavemuskler foran deler sig i slutningen af graviditeten. Derfor kan man efter fødslen mærke et “hul” midt på maven, hvor du kan trykke fingrene ind. Ligger du på ryggen og spænder mavemusklerne bliver maven trekantet. Det kaldes rectus diastase, du kan google det, hvis du vil læse mere. Musklerne samler sig sjældent helt uden særlig træning, og du skal ikke lave traditionelle mavebøjninger! Jeg har haft glæde af at læse på superfitmor.dk, og jeg klarede mig i øvrigt med den gratis del. Læs mere om delte mavemuskler og se denne video om øvelser du kan lave for at styrke din core.

De psykiske forandringer

Der sker altså noget oven i hovedet på en kvinde, når hun får et barn. Man hører ofte,  at modet bliver mindre. Når man har et lille barn at passe på, er man ikke villig til at sætte sit eget liv på spil for et adrenalinrush i sadlen. Før jeg fik børn kunne jeg godt finde på at ride galop som død og helvede ud over stubbene… UDEN SADEL! Det har jeg aldrig gjort, efter jeg er blevet mor, faktisk er jeg blevet stor tilhænger af kort kontrolleret galop og stille skridtture, og hvis hesten bliver bange for noget, så hopper jeg ofte af og trækker forbi. “Better save than sorry”. Efter barn nummer to er jeg faktisk gået helt over til “koneheste”.

I gang igen med at ride

Kombinationen af en slatten postgravid krop, en sårbar psyke, og en hest, der måske har stået stille i længere tid, byder på visse udfordringer. Det gælder selvfølgelig om at starte stille op og sætte forventningerne helt ned. Har hesten stået stille, kan det være godt at starte med lidt jordarbejde.

Læs også Arbejde fra jorden – læs “I harmoni med hesten”

Herefter nogle rolige skridture. Det gælder selvfølgelig om at mærke efter hvad du kan klare. Er din hest meget energisk kan du evt. tage toppen af dampen lidt med longering før du rider.

Læs også Longering for begyndere

Du kan også komme ud for, at du ikke længere passer sammen med din hest. Det er ikke ualmindeligt, at dine behov som rytter ændrer sig. Har du brug for i en periode at drosle ned med ridningen, kan det måske være den bedste løsning for både dig og hesten, at du finder et bedre match. Det kan være en part til din hest, så den bliver rørt de dage, du ikke når det. Måske skal du have en helt anden hest, der passer bedre til dit nye liv som mor. Jeg endte med den sidste løsning.

Rid mens baby sover

Under min barsel havde jeg stor glæde af at ride, mens den lille sov. I starten ved man jo aldrig, hvornår det er, men efterhånden får de en rytme. Hvis der er mulighed for det, kan du lade den lille sove i barnevognen ved siden af ridebanen eller stalden. Man ved selvfølgelig ikke, hvornår man bliver afbrudt, men hvis man væbner sig med tålmodighed, så kan det godt lade sig gøre at få mange rideture, mens baby sover trygt i barnevognen. Husk en god babyalarm, så du ikke behøver at være lige ved barnevognen hele tiden.

Har du hesten opstaldet ude, kan det godt virke uoverskueligt, at skulle have den lille med derud. Bare det at komme ud af døren med en baby er et projekt i sig selv, og er du førstegangsfødende, så skal du ofte øve sig lidt i at være på tur. Efterhånden vil du få en rutine med hvad, der skal pakkes, og hvordan du f.eks. skifter baby på bagsædet af en bil eller et offentligt toilet uden puslebord.

Læg en plan, få en rutine og giv ikke op. Du nåede måske ikke i sadlen de første gange, fordi baby havde skidt, da I kom frem og ikke ville sove i barnevognen bagefter eller noget lignende. Hvis du holder ved, skal det nok lykkedes, og så vil du opdage, at barslen også kan blive en tid, hvor du kommer tættere på din hest.

Er du turrytter, må du nok indstille dig på, at der ikke bliver tid til særlig mange ture det næste års tid. Vi indhegnede et stykke af folden til “ridebane” og i sommerhalvåret, hvor det var tørt, harvede min mand stykket og så fungerede det fint som midlertidig ridebane. Jeg fik lejlighed til at træne nogle andre ting, end jeg gør på tur. Jeg fik faktisk redet en del under min barsel.

Indlægget indeholder affiliatelinks

Kunne du lide denne artikel? Så giv os et Facebook

Sig din mening