En blog om heste og ridning

Make Heste-Nettet Great Again

Kan du huske den gang, man puttede sig ned i sofaen en lørdag aften med sin lune laptop på skødet, og brugte en time eller flere på at klikke sig rundt i de mange tråde på Heste-Nettet? Er du under 25 år, er det ikke sikkert, du kender det. Heste-Nettet, stedet hvor du kunne få svar på alt mellem himmel og jord, og selvom der var rigtig meget hestesnak, så kunne du også få hjælp til alt fra bageopskrifter til matematikopgaver. Hvad skete der egentlig med Heste-Nettet? Som så mange andre forums-sites led det en stille død til især Facebooks grupper.

Heste-Nettet findes stadig

Heste-nettet.dk eksisterer stadig, og man kan stadig finde masser af guldkorn i de utallige tråde. Desværre er aktiviteten meget lille sammenlignet med Heste-Nettets storhedstid for 15-20 år siden. Heste-Nettets nedtur startede samtidig med udbredelsen af smartphones. Pludselig var det slut med at brænde lårene på sin laptop. I stedet kunne man nu swipe sig rundt på nettet via sin smartphone. Heste-nettet blev aldrig gjort “responsive”, som betyder at det tilpasser sig din skærmstørrelse. Derfor er siden ret håbløs på en smartphone. Hestegalleriet udskød sin stille død lidt længere, ved at udkomme i en responsive udgave.

Der var dog ikke nogle af datidens forums-sites, som kunne hamle op med det nye smarte Facebook og deres vanedannede algoritme, der sikrer, at du sidder klistret til din smartphone time efter time, mens din dyrebare tid forsvinder ned i et sort hul af datahøst og beriger en magtfuld billionær i USA. Hvad så når man kan se problemet, men ikke kan se alternativet, fordi resten af internettet er blevet en ørken, når det gælder hesteforums?

Måske får heste-nettet-dk en renæssance

Kunne vi sparke liv i de gamle platforme? Ja, det kunne vi måske. Hermed en opfordring til næste gang du poster på Facebook, så lav eventuelt den samme post på heste-nettet.dk eller på Hestegalleriet.

Det er bare lettere sagt end gjort, og det er bestemt hverken gratis eller uden arbejde at drive disse gamle forums. Jeg er overrasket over, at de stadig kører, men måske der stadig kan hentes nogle penge på at sælge reklamer, links m.m. fra de tidligere “giganter” på den danske del af internettet. Selvom min overskrift er lovende, så tror jeg ikke heste-nettet.dk får en renæssance (Men hvis det gør, vil jeg hilse det velkommen). Jeg tror fremtiden er Fediverset!

Velkommen til Fediverset!

Har du hørt om “The Fediverse?”

Medmindre du er lettere nørdet ligesom jeg, så har du næppe hørt om det. Fediverset handler om at skabe en decentral opbygning af sociale medier. I stedet for at de sociale medier ligger samlet hos nogle få magtfulde tech-giganter, er Fediverset en netværk af utallige serverer rundt om i verden, som ikke ejes og drives af nogle få, men af en masse forskellige mennesker og organisationer. Når du opretter en profil i Fediverset, så hører du til på en bestemt server, men du har mulighed for at interagere med profiler/personer på de andre servere i Fediverset. Det kan lade sig gøre, fordi serverne i Fediverset taler et fælles sprog via en såkaldt fælles ActivityPub protokol.

Stod du af der? Det gjorde jeg næsten også. Pointen er: Der findes et alternativ til tech-giganternes platforme, og de er ikke så dårlige endda. Problemet er bare, at mange ikke ved, de findes og ikke bruger dem. Hvad ville Facebook være uden brugerne? Nul og niks! Hvis Fediverset skal have vind i sejlene, så skal det bruges af brugere – mange brugere.

Jeg savner nogle danske hestemennesker

Jeg har oprettet profiler på flere platforme, men selvom der er andre at snakke med, så er det en lidt ensom fornøjelse. I skrivende stund har jeg kun fundet en enkelt udenlandsk profil med interesse for heste på Pixelfed. Jeg skal også lige vænne sig til at mit feed ikke bare fyldes op automatisk af en udspekuleret algoritme – jeg skal faktisk selv gøre lidt for at finde relevant indhold.

Er du en first-mover? Så kom over i Fediverset med mig, jeg savner nogle flere hestefolk at snakke med.

Jeg har oprettet profiler på:

  • pixelfed.dk som @HobbyHeste – Pixelfed er et rigtig godt alternativ til Instagram og har en god app også, den er min foreløbige favorit.
  • friendica.dk som gibso80@friendica.dk og jeg har oprettet en gruppe der hedder hobbyheste@friendica.dk – Friendica er et alternativ til Facebook, men det er lidt gammeldags og lidt bøvlet. Jeg tror, at hvis vi bruger det, så vil det også blive udviklet. Der er ikke nogen app – desværre.
  • socii.dk Den er egentlig ikke er en del af Fediverset, men giv den alligevel en chance, det er en dansk platform, som minder om Facebook. Det er noget nemmere at bruge end friendica.dk. Udvikleren bag har givet udtryk for at den muligvis skal kobles på fediverset på et tidspunkt. Jeg har oprettet en gruppe der hedder HobbyHeste. Ingen app, men mobilversionen er mægtig fin.
  • mastodon.social som hobbyheste@mstdn.dk – minder om Twitter/X, den har en god app, men jeg synes den er lidt svær at finde rundt i. Den er måske heller ikke helt egnet til staldtips. Det handler meget om politik

Kom med mig

I første omgang vil jeg satse på at løbe min profil på pixelfed.dk i gang. Så kom endelig over og opret dig. Følg mig og jeg vil følge dig! Håber snart at kunne fylde mit feed op med dejlige hestebilleder og historier fra det danske hesteland. Går du i stå eller har du spørgsmål, så skriv en kommentar eller send mig en mail på info@hobbyheste.dk. Håber vi ses i Fediverset!

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

OBS. For at undgå spam, skal jeg godkende din kommentar manuelt første gang, derfor kan der gå en dag eller to før den vises i kommentarsporet. Når du først har fået én kommentar godkendt, bliver den næste godkendt og vist med det samme.