En blog om heste og ridning

Longering for begyndere

Longering er en god træningsmetode som alle hesteejere bør mestre. Det kan bruges til mange formål f.eks.

  • som en del af tilridningen
  • forbedre hesten muskulatur og balance på det bøjede spor
  • til at krudte overskydende energi af før ridning
  • motionering af heste, der ikke kan rides
  • diagnosticering ved dyrlæge

Udstyr til longering

Trense uden tøjler, longepisk, handsker og longetov.som alt andet indenfor heste kan du købe alverdens udstyr til longering. Du kan dog nøjes med en trense uden tøjler, et longetov, en lang pisk og et par handsker.

Jeg kan ikke anbefale at longere i grimen. Før eller siden finder hesten ud af, at den kan trække af sted med dig i grimen. Man kan bruge en [sc name=”kapsun”] i stedet for en trense. De fås både i en billig nylonudgave og i en noget dyrere læderudgave, Pris og kvalitet hænger selvfølgelig sammen, men jeg har klaret mig okay med den billige nylonkapsun.

Longetovet skal være så langt, at hesten uden problemer kan gå på en 20 m volte. Longetove fås i mange kvaliteter, jeg har et af de helt billige til 100 kr, og det har fungeret i mange år snart. Af pisk bruger jeg en kørepisk. Den er lidt kortere end en rigtig longepisk og jeg synes den er lidt nemmere at styre. Du kan også tage en lang dressurpisk og binde en halmsnor i enden, så er du i gang. En vigtig detalje er at huske et par handsker med et godt greb. Strikhandsker med gummibelægning er billige og super gode til både ridning, longering og staldarbejde. Hvis hesten pludselig rykker i longen, kan du få nogle rigtig grimme brandmærker i hænderne.

Longering for første gang

At gå i longe skal læres som alt andet, og det gælder både hest og mennesker. Har du aldrig prøvet at longere før, kan det være en god ide at øve sig først med en rolig erfaren hest. At styre longetovet kræver lidt rutine.

Inden du starter

Læg trense på hesten og husk at fjerne tøjlerne, så de ikke kommer i vejen! Heste kan lave de mærkeligste krumspring i longen og på den måde få viklet benet ind i tøjlerne.

Før longetovet gennem den første bidring og under hagen og hægt den det fast i bidringen på den anden side. Den bidring, hvor tover kun er ført igennem, skal vende ind mod dig. Når du vil skifte volten under longering, er du nødt til at skifte side med longetovet også.

Billedserie der viser hvordan man hæfter longetovet fast i bidet på en trense

Man kan få en [sc name=”longeringsclips”], der hæftes i begge bidringe og har en ring i midten under hagen. På den måde skal man ikke skifte lognetovet undervejs. Der er dog min erfaring, at det er vanskeligere at stille hesten korrekt på volten, når man benytter denne clips. Desuden har du lejlighed til lige at klø hesten kærligt i panden, hver gang du skifter side med longetovet og på den måde gøre træningen rar for hesten.

Få hesten ud i longen

Start med at gå ved siden af hesten. Hold longetovet foran dig i den arm, der er længst væk fra hesten. Hav pisken i hånden tættest på hesten. Sørg for at strække armen bagud så hesten får en fornemmelse af at have pisken bagude. Slæk efter hånden på longetovet og bevæg dig længere ind mod midten af volten. Ræk pisken ud mod hesten for at holde den ude på volten og væk fra dig. Sørg for at placere dig i en vinkel skråt bagude i forhold til hesten, så du ligesom er lidt bag ved den, men stadig udenfor bagbenenes rækkevidde. Se illustrationen i begyndelsen af indlægget.

Driv hesten frem med stemmen og ved at bevæge pisken i luften. Er hesten meget sløv, kan du forstærke ved at berøre hesten på bagparten med enden af pisken. Sørg for at hesten kun skridter i begyndelsen. Hvis den slår over i trav, få den da til at gå i skridt igen. Brug stemmen dybt og langsomt “pppdddrrrr oooog skriiiiidt” og kort evt. longetovet af, hvis stemmen ikke er nok. Ros hesten når den slår over i skridt. Det må aldrig være hesten, der bestemmer, hvornår der skiftes gangart!

Hvis hesten går ind mod dig

Det er meget almindeligt, at hesten vil forsøge at gå ind til dig eller forsøge og skyde genvej ved at korte volten af. Her skal du med pisken i mellem jer presse hesten ud på volten, og sig samtidig højt og bestemt “UD”. Samme kommando kan bruges, når du senere starter op fra midten. Slip hesten og sig “UD”, den vil snart forstå, at den skal bevæge sig væk fra dig. Husk at rose hesten når den lystrer på “UD”.

Ros er en vigtig del af indlæringen hos heste – Læs også Husk at rose hesten

Hvis hesten “spasser ud” i longen

Har man en livlig hest, er det meget almindeligt at hesten i starten af træningen er kåd og smækfuld af energi. Den kan godt finde på pludselig at stejle, bukke eller bare ræse rundt i longen i fuld galop. Det er ikke godt, at lade hesten gå amok under longering. Dels er der risiko for skader, og dels lærer hesten på den måde, at longering handler om fis og ballade. Vi vil gerne have, at hesten får afløb for sin energi på en mere hensigtsmæssig måde! Derfor er det vigtigt at få hesten beroliget. Sådan kan du gøre:

  • Brug din stemme, et langt roligt “pppdddddrrr” eller “rooooolig”
  • Sænk pisken eller læg den helt fra dig
  • Vend siden til hesten og undgå øjenkontakt, når du står med front mod den, virker du mere truende/udfordrende.
  • Hvis alt andet ikke virker, kort da longetovet af og træk hesten rundt på volten, indtil den falder til ro og forlæng longetovet igen og start forfra med longeringen
  • Ros hesten, når den går afslappet i longen.

Slip hesten hvis du mister kontrollen

Du kan godt komme ud for at miste kontrollen over hesten i longen. Du må aldrig vikle longetovet om hånden eller livet, du skal til enhver tid kunne slippe det på et splitsekund. Hvis hesten pludselig reagerer voldsomt, er det bedre at slippe end at lade sig slæbe med. Der er både for din egen og hestens skyld. Man kan nemt påføre hesten skader i f.eks. munden under longering. Hvis man holder eller rykker meget hårdt i longetovet, kan man desuden risikere at vælte hesten. Lige meget hvad, er det bedre at lade den løbe, og så indfange den og starte forfra, når den faldet ned igen. Behøver jeg at sige, at man altid skal longere på en lukket fold, ridebane eller ridehus? Er hesten ikke vant til longering, skal man også sørge for at være alene på banen.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

OBS. For at undgå spam, skal jeg godkende din kommentar manuelt første gang, derfor kan der gå en dag eller to før den vises i kommentarsporet. Når du først har fået én kommentar godkendt, bliver den næste godkendt og vist med det samme.