Redigeret 06-08-2021
Hvis du interesserer dig for bomløse sadler, så har du sikkert set en billig bomløs sadel under navne som “Freemax” eller “Expert”, der kan købes på eBay, Amazon m.fl. men som også forhandles i mange webshops til lav pris.
Det lyder næsten for godt til at være sandt, at man kan købe en sadel til under 500 kr., og det er det også, for når du køber på Amazon eller eBay, så kommer der ofte fragt og måske også told oveni, og så er det lige pludselig ikke helt så billigt.
Jeg har ofte tænkt på, om de sadler overhovedet var noget værd. Jeg har på de sociale medier og diverse forums set at sadlerne fået en hård medfart. Nogle mener ligefrem at sadlerne er skadelige for hesten. Det er dog også mit indtryk, at mange af dem, der udtaler sig om sadlen reelt aldrig har prøvet den.
Tysk webshop med service i bund
Jeg besluttede derfor at jeg ville prøve at købe en billig bomløs sadel. Det skulle selvfølgelig være BILLIGST muligt, også når fragt og told m.m. var regnet med. Det billigste blev at bestille fra en tysk webshop. Når du handler i et EU-land, skal du ikke betale told, og du er (i princippet) beskyttet af europæisk lovgivning i forhold til produktsikkerhed m.m.
Sadlen var lang tid undervejs, og jeg måtte rykke butikken for den (på tysk), selvom jeg havde betalt. Da den endelig kom frem, var det ikke i den farve, jeg havde bestilt, Det kostede en mindre formue at sende den retur, og da shoppen i forvejen havde smølet med at sende sadlen, så jeg var bange for, at jeg aldrig ville få mine penge igen, hvis jeg sendte den retur. Jeg besluttede derfor at leve med farven (koboltblå – min hadefarve). Det kommer der af at være nærig!
En billig bomløs sadel af skum, velcro og stof
Mit første indtryk af sadlen var at pris og kvalitet passede sammen. Den var ikke super pænt lavet/syet, men det så trods alt solidt og ordenligt ud. Oversiden var i micro suede (ruskindsagtigt stof) og koboltblå (yikes!) syntetisk stof med huller. Undersiden er uden paneler og dækket af syntetisk plys. De medfølgende webbers i micro suede var meget lange, så jeg måtte i gang med hultangen.
Jeg har ofte hørt, at denne type sadel bliver kaldt en “papsadel”. Den er meget let (ca. 3 kg) og har en papagtig lyd, hvis man giver den et smølfespark. Det er dog ikke pap men skum, den er lavet af. Den har en skumbase med gjordstropper og velcro på toppen. Ovenpå velcroen sidder, der et åbent stigeremsophæng, der kan flyttes frem og tilbage. Der sidder også et kopfjern, der kan tages af og justeres (med muskelkraft). Ovenpå basen, stigeremsophænget og kopfjernet sidder sædet fast med velcro. Sædet kan rykkes lidt frem og tilbage at efter smag.
Selve basen er 55 cm lang, men sædet er noget mindre. Det hed 18”, men de er lidt små i størrelsen, så den svarer mere til 17.5” i almindelig sadel. Jeg bruger normalt 17 eller 17.5 i sadel, og jeg synes denne 18” er fin dog til den rummelige side. Selvom anlægsfladen er lang, så husk på at en blød, fleksibel bomløs sadel som denne fordeler vægten nogle cm udover det område, du sidder på og ikke på hele sadlens flade, så gå ikke i panik, hvis sadlen ligger lidt ud på skulderen eller ud over det bagerste ribben, det vigtigste er, hvor DU sidder og hvor stor DIN numse er. Og husk at du ikke kan trylle din numse mindre ved at vælge en sadel med kortere anlægsflade. Bum.
Lidt tilvænning er påkrævet med bomløs sadel
Sadlen var lidt uformelig til at starte med og lå underligt på hesten. Sædet er hæftet på med velcro, og det knitrer en del i begyndelsen. Ellers synes jeg faktisk sadlen var ret behagelig at sidde i. Efter nogle ture i den, formede den sig fint efter hesten og efter min bagdel. Jeg fik justeret stigeremsophænget og sædet lidt frem og tilbage, og så pillede jeg kopfjernet ud, da jeg ikke kan se, at det har nogen funktion.
Efter at have redet sadlen lidt til, er jeg faktisk blevet overraskende glad for den. Den er utrolig behagelig at sidde i og testhesten (Kornela) er også helt tilpas med sadlen. Dog oplevede jeg ét problem. Nogle gange så gled stigeremmen ud af stigeremsophænget under letridning. Sadlen er blød og eftergivende og Kornela er lidt svagrygget, hvilket gør at stigeremsophænget kommer til at ligge lidt “op ad bakke” og når jeg så rejser mig i stigeremmene, ja så glider stigeremmen af og til ud. Jeg løste problemet ved at vende stigeremsophænget om, så åbningen peger fremad. Det er selvfølgelig ikke efter bogen i forhold til sikkerhed, men jeg rider ALTID med sikkerhedstigebøjler.
OBS. Opdatering 06-08-2021: Jeg har selv senere erfaret at stigremmen også kan hoppe ud selvom du vender stigremsophænget fremad. Jeg har tilbagemeldinger fra andre ryttere, at det også sker for dem, men også fra ryttere, der ikke har haft problemer overhovedet. Jeg er efterfølgende begyndt at bruge LUKKET stigremsophæng.
Underlag og gjord
Der fulgte en gjord med til sadlen, men jeg er lidt emsig, når det kommer til gjorde, så den har jeg ikke brugt, men benytter i stedet en neoprengjord.
Underlag… ja det er jo lidt af en jungle når du rider bomløs. Jeg skal ikke komme ind på de forskellige typer her, det må blive et andet indlæg. Jeg har bruger i øjeblikket et LeMieux Dressurunderlag X-Grip, Twin under skumsadlen. Jeg bruger i øvrigt det samme under min Contactsadel og jeg knuselsker det. Det er dyrt (dyrere end skumsadlen), men det er så meget pengene værd!
Den ultimative test: 4 timer i en bomløs sadel
I maj måned skulle jeg på en længere ridetur med min niece og hendes veninde til stranden. Jeg besluttede at udsætte skumsadlen for den ultimative test. Det blev til 4 timer i sadlen, og den gode nyhed: Jeg var ikke det mindste øm og det var Kornela heller ikke.
Jep, skumsadlen er kommet for at blive, den holder nok hverken et helt eller halvt liv, men den er faktisk god til prisen, og når denne sadel er slidt op, så køber jeg en ny i den rigtige farve, også selvom jeg må give lidt mere for den i en ordentlig webshop, der rent faktisk sender tingene til tiden og i den rigtige farve og måske også taler dansk…
Her kan du købe en billig bomløs sadel
Jeg kan ikke anbefale at købe sadlen i den tyske webshop, hvor jeg købte, men der findes masser af andre tyske webshops, der forhandler sadlen, så der kan du evt. prøve lykken, hvis du er nærig. Jeg har efter testen, selv taget nogle sadler hjem i min webshop, men stoppet forhandlingen igen på grund af risikoen med det åbne stigremsophæng. Jeg er siden efteråret 2020, begyndt at forhandle Cozy-sadlen, som er samme type som Expert, men med LUKKET stigremsophæng. Den findes både i læder og stof (kommer i slutningen af 2021).
Der findes også andre, der forhandlere lignende sadler i prislejet 1500-3000 kr., men se dig for, de florerer i mange udgaver, og det er ikke sikkert at en lignende sadel er i samme kvalitet, som den jeg har prøvet.
Du kan også købe på eBay, søg på “Expert Baumlos”. Sørg for at vælge en “Item location” indenfor EU, så slipper du for en ekstraregning på told og moms. Jeg har ikke selv prøvet at handle på eBay, så evt. gode råd må du finde et andet sted.
Tips til dig der vil have en billig bomløs sadel
Skulle du føle dig fristet til at prøve en billig bomløs sadel, så har jeg lige et par tips til dig:
- Indstil dig på at sadlen skal “rides til”, regn med 6-10 timer i sadlen før den former sig ordentligt og velcroen holder op med at knitre
- På nogle heste kan stigeremmen lettere glide ud af stigeremsophænget. Det sker uden varsel og kan nemt blive farligt. Jeg anbefaler derfor at bruge et LUKKET stigremsophæng. Hvis sadlen har åbent stigremsophæng, kan du købe et lukket og skifte ud. Husk at bruge sikkerhedsbøjler!
- Brug et trykfordelende sadelunderlag eller trykfordelende sadelpad, hvis du vil hvis din hest er meget markeret eller muskelfattig.
- Undgå at tage sædet af og på alt for mange gange, da det slider på velcroen og sørg for at holde velcroen ren. Hvis velcroen bliver slidt op eller fyldt med snavs, er sadlen færdig.
- Vær indstillet på at sadlen har en begrænset levetid. Hvor længe den holder er svært at sige, jeg brugt min siden januar, så det er 8 måneder og den er stadig pæn og helt formfast. Jeg vil skyde på at sadlen har en levetid på 2-5 år afhængig af, hvordan og hvor meget den bruges. Tænk samme holdbarhed som et par gode kondisko.
- De medfølgende webbers samt gjorden er ikke noget at råbe hurra for, brug hellere noget andet.
- Sadlen er velegnet til turridning, distanceridning (L-niveau) og hyggeridning. Skal du starte stævner i spring og dressur, så er det ikke med denne sadel du skal vælge.
Læs også
14 Responses
Hej. Jeg er handicaprytter med dårlig balance. Har brug for at sadlen ligger fast og ikke glider ned på siden når jeg bruger stigbøjlen når jeg ska op. Fra en skammel. Ikke fra jorden.
Er det mon et godt valg for mig med en bomløs. Eller ska man ha go balance. Min hest ka også hoppe til siden når den ser spøgelser. Er den go at sidde fast i?
Vh Vivi
Hej Vivi, det er lidt svært at vurdere. Min erfaring er at denne type bomløse sadler ikke glider, hvis man bruger den sammen med bomuldsunderlag og stiger op fra skammel. Sadlen har ikke super meget støtte, så hvis din hest giver en ordentlig hoppetur, når den ser et spøgelse, så ville jeg nok vælge en sadel med større knæstøtter og dybere sæde.
Hej Gitte
Vi har to ponyer og overvejer bomløs sadel til dem begge, men det springende punkt er, må ungerne ride letridning i en bomløs? Der står alle steder de ikke må, men nogle skriver om at h is du har et trykfordelende underlag må du gerne, hvad siger du om det??
Jeg har testet Cozy bomløs sadel med en Port Lewis Impression Pad i skridt, trav med letridning samt galop med let sæde, på dels en bred umarkeret hest (fjordhesteblanding) og en svajrygget muskelfattig og markeret hest (gammel haflinger). På den brede umarkerede hest viste Port Lewis Impression Pad, at der var den bedste trykfordeling uden særligt trykfordelende underlag under. På den muskelfattige markerede hest viste Port Lewis Impression Pad den bedste trykfordeling med et trykfordelende underlag med 2 cm indlæg heraf 1 cm fast og 1 cm blødt. Alle test viste ingen særlige trykpunkter ved stigremsophænget. Så på baggrund af disse test må der gerne rides letridning i en Cozy bomløs sadel. Er hesten markeret bør den have et trykfordelende underlag under uanset om der rides letridning eller ej. Expertsadlen har samme “indmad” som Cozy, og er i forhold til trykfordeling den samme. Hvad der gør sig gældende for andre bomløse sadler kan jeg ikke svare 100% på. Det er min erfaring gennem 13 år med bomløse sadler, at på brede umarkerede heste er letridning i bomløse sadler uanset mærke ikke noget problem ved almindelig ridning. Har man en markeret hest eller skal man ride noget mere ekstremt som lange dagsture, distanceridning, jagt m.fl. skal man være ekstra opmærksom på at bruge det rigtige underlag til den pågældende hest og pågældende sadel.
Den cozy i stof som du skriver om, hvornår ankommer den i shoppen?
Får du trykfordelende underlag hjem igen?
Hej Cathrine,
jeg ved ikke præcist hvornår de kommer, da de er ved at blive produceret lige nu, men et sted mellem oktober og december. Ja, jeg får også trykfordelende underlag hjem igen, men der går også lige 1-2 måneder.
Hej
Jeg kan se du har anmeldt bomløs sadel fra Tyskland 😊 jeg står og selv vil købe en fra Tyskland men vil gerne gå uden om den du har handlet med 🙈 der kommer en op i blå/sort som jeg gerne vil ha fra wizzled. Derfor vil jeg hører om du handlede med dem da jeg så vil finde en anden… Måske en du kan anbefale 😊
Jeg forsøgte at købe hos dig men ser ikke ud til du har dem hjemme. Så jeg kunne få den hurtigere end via Tyskland 😊
Håber på snarligt svar.
Kh
Mille
Hej Mille,
jeg handlede hos Reitsport Reif… men jeg tror slet ikke deres webshop eksisterer mere. Jeg ved ikke hvilke andre tyske webshops der forhandler Expert, men du kan i hvert fald få sadlen hos jo-po.dk. Jeg er selv stoppet med at forhandle sadlen, da jeg synes de åbne stigremsophæng er for problematisk og forbundet med for stor risiko. Stigremmen kan risikere at hoppe af uden varsel uanset, hvilken vej du vender det. Jeg kan se, det ikke fremgår tydeligt nok af mit blogindlæg, så det vil jeg lige fluks lave om… Køber du en Expert sadel, vil jeg klart anbefale dig at anskaffe et lukket stigremsophæng og bruge i stedet for det åbne. Det kan du købe i min webshop Shop HobbyHeste eller hos barefoot-danmark.dk.
Nu tager jeg lige min sælgerhat på, så er du advaret! Jeg får i løbet af efteråret en anden lignende sadel på lager af mærket Cozy. Jeg har allerede en lædermodel på lager nu, men der kommer også en stofsadel i samme kvalitet som Expert (faktisk lidt bedre) med et LUKKET stigremsophæng. Den kommer også i flere størrelser (15″,16″,17″ og 18″) end Expert. Prisen for Cozy sadel i stof bliver omkring 1700 kr.
Hej..
vil du anbefale den her til en meget meget rund nordbagge, der går elev ridning?
Mvh Helle
Hej Helle,
jeg synes sadlen passer perfekt til runde heste, som ofte er for brede til almindelige sadler, og hvor sadlen glider frem og generer skulderen. Med en skumsadel er der ikke noget, der generer, og man kan evt. sætte sædet lidt længere tilbage, hvis sadle glider frem. Jeg tror dog hurtigt sadlen vil blive slidt op, hvis den bruges til rideskole, da oversiden er stof. Jeg har en anden skumsadel i min webshop med overside i læder, som hedder Cozy, den tror jeg bedre kan holde til rideskolebrug og den vil også være nemmere at holde ren. Den har desuden bedre og stærkere gjordstropper end Expert 🙂
Hej.
Kan man blive skrevet op til en cozy sadel i stof? Eller skal man bare holde øje, med hvornår den kommer på? ☺️
Hej Thilde, jeg har oprettet den i shoppen, så man nu kan skrive sig op til at få en mail, når den kommer på lager. Bh Gitte
Hejsa 😃
Jeg overvejer at købe en bomløs sadel, enten en Expert eller en Freemax til at tilride min pony/hest med – eller jeg har 2, der skal tilrides 😉 De skal gå med den det første årstid til to. De er henholdsvis 143 og 148. Vil du stadig anbefale disse to typer sadler ift. længden? Du skriver om trykfordelende underlag – jeg har en gelpad. Vil du tro, at det er ok, eller vil du vurdere, at et underlag er bedst?
Mvh.
Kristina
Bomløse sadler fordeler generelt ikke vægten på samme måde som en bomsadel. I en bomsadel fordeles vægten ligeligt over hele anlægsfladen (hvis den altså passer hesten), i de fleste bomløse sadler fordeles vægten på det område rytteren sidder. På en Expertsadel er basen 55 cm lang mens sædet er 45 cm. Sadlen er lavet i fleksibelt skum og former sig efter hesten og rytteren. Derfor vil jeg sige at “anlægsfladen” er 45 cm på sådan en sadel. Det er dog vigtigt at sadlen placerer rytteren på det rigtige sted på hesten. Hvis sadlen placerer rytteren udenfor hestens sadelleje, så kan det godt give problemer. Man kan hive hele sædet af og rykke det nogle cm frem eller tilbage på en Expertsadel og på den måde kompensere lidt for hvor sadlen naturligt lægger sig på hesten. På min haflinger har sadlen tendens til at glide lidt frem og det har jeg løst ved at placeres sædet nogle cm længere bagud. Så hvis dine heste har et sadelleje på 45 cm eller derover, så tænker jeg at en Expertsadel ville kunne passe.