Har du prøvet at sadlen glider rundt, når du stiger op? Har du en rund tøndeformet hest, så er det et ret almindeligt problem. Bruger du oven i købet bomløs sadel, kan problemet med en sadel, der glider rundt endda være endnu større.
Der er heldigvis en række ting, du kan gøre for at forhindre sadlen i at glide rundt.
Vælg det rigtige underlag til sadlen
Underlaget kan have stor betydning for, hvor stabilt sadlen ligger. Hvis underlaget er glat, ja så glider sadlen rundt. Hvis hesten oven i købet sveder, kan det blive ekstra glat.
Der findes nogle særlige underlag, der har en anti-skrid belægning på den side mod hesten. Materialet er et slags net, som ud over at være klæbende også tillader sved at passere. Personligt er jeg ikke begejstret for anti-skrid produkter generelt. De virker – ingen tvivl om det, men jeg har bare på fornemmelsen, at de ikke er særlig behagelige for hesten. Der er dog en undtagelse Le Mieux Dressurunderlag X-Grip Twin, det er et helt fantastisk underlag med grip på begge sider – det er dyrt, men det er SÅ meget pengene værd.
Det kan ikke undgås, at hesten sveder under sadlen. Derfor skal dit underlag kunne suge sveden. Lammeskindsunderlag kan absorbere meget sved, men det har en tendens til, at blive virkelig glat. Bomuldsunderlag derimod suger hurtigt, og bliver ikke glat. Hvis du vil undgå, at sadlen glider rundt, vil jeg anbefale dig et underlag i ren bomuld.
For mange underlag gør at sadlen glider rundt
Det er blevet meget populært at benytte forskellige pads under sadlen sammen med sadelunderlaget. Det er bare sådan, at jo flere ting du ligger under sadlen, jo mere ustabilt og besværligt bliver det. Det er vigtigt, at du benytter en sadel, der passer hesten. Passer den hesten, er det ikke nødvendigt med alle mulige pads. Læg ét underlag under sadlen. Har du brug for indlæg m.m. så find et underlag, hvor det er “bygget ind i”, så du stadig kun har ét underlag. Det kunne f.eks. være et korrektionsunderlag med lommer til indlæg.
Find en god stabil gjord
Jeg havde på et tidspunkt virkelig problemer med, at sadlen gled rundt på min fjordhest. Jeg skiftede lammeunderlaget ud med bomuld og det hjalp, men det var ikke nok. Jeg havde faktisk ulejliget mig med at købe en ret dyr sadel og et godt underlag, men hvad med gjorden? Jeg har altid benyttet de billige neoprengjorde. Men hvad er det værd at have en god sadel, når man smækker en middelmådig gjord på?
Jeg måtte til lommerne og investerede i en Wintec Cair Dressurgjord. Jeg må sige, at det gjorde den store forskel. Sadlen lå meget mere stabilt, og det var slet ikke nødvendigt at stramme så meget. Min hest var tydeligt mere tilpas, og sadlen glider ikke rundt længere. Tænk at det skulle tage mig så mange år, før jeg endelig fattede, at gjorden er lige så vigtigt et stykke udstyr som selve sadlen.
Jeg er særlig glad for Wintec Cair Dressurgjord, fordi den er i kunstlæder, som bedre kan tåle hestens sved. Den har sådan en nopret struktur på den side mod hesten, som gør, at den ligger godt fast. Samtidig er den elastisk og trykfordelende. Nu er Wintec nok ikke de eneste, der laver gode gjorde. Min pointe er, at det godt kan betale sig at investere i en god ergonomisk gjord som f.eks. Wintec Cair gjorden eller en god lædergjord. Der findes mange modeller, og hvilken en, der passer din hest, er jo individuelt.
4 Responses
Hej Gitte
Som helt ny i lammeskindssadel og tilbehør har jeg læst mange af dine indlæg og erfaringer. 1000 tak for at dele dine erfaringer, det er en kæmpe hjælp.
Det glæder mig, at du kan gøre brug af mine erfaringer, det er derfor jeg blogger 🙂
Tusind tak, jeg troede det var mig der var en klovn til at lægge sadlen på. Jeg har flere forskellige underlag og flere gange ved skift har jeg oplevet sadlen drejede. Jeg har en haflinger hvor skulder og manben går ud i et hvilket gør det svært med at sadlen ligger perfekt. Min sadel er en wintec isabell werth dressur og jeg har haft sadelmager ud og hun justerede den til ham 🙂 Jeg glæder mig til at følge din blog Mvh Isabella
Hej Isabella, det glæder mig, at mine råd kan hjælpe. Mange hilsner fra Gitte