Da jeg for 6 år siden besluttede at flytte ud til min mand på hans gård, skulle jeg have hestene med. Der var ingen stald, men det gjorde mig nu ikke noget, for jeg har altid foretrukket løsdrift.
Jeg havde fået den fikse ide, at hestene skulle have et flybart læskur. Tanken var at vi løbende henover vinteren kunne flytte huset således, at området foran læhuset ikke blev til bundløst pløre.
GODAW DO, det var da nok den dummeste ide, jeg nogensinde havde fået. Huset skulle nemlig flyttes med en traktor, som er det rene hærværk mod en våd vinterfold. Da huset var blevet flyttet et par gange, var hele folden ét stort mudderland. Sidste halvdel af vinteren blev heldigvis reddet af en god omgang frost.
Inden næste vinter blev løsningen at udlægge HIT-drænriste på 100 m2 af folden. Huset blev sat ovenpå ristene. Det fungerede perfekt. Området foran og inde i læskuret holdte sig tørt og fast.
Stormene tog læskuret
Mit flytbare læskur blev således stationært – lige indtil stormen den 8. februar 2011. Jeg kiggede ned på hestefolden, hvor lyset i læskuret var tændt, og jeg kunne se hestene stå derinde og skutte sig. Lidt senere kiggede jeg ud igen, og der var der bare kulsort! Jeg måtte pænt vente indendørs til stormen var drevet over, før jeg med lommelygte kunne komme ud og se, om hestene var okay. Det var de heldigvis, de stod længere nede af folden i læ bag nogle store træer.
Huset havde overlevet flyveturen med nogle få skrammer. Selv lamperne på loftet var intakte! Sikke et held. Vi fik vendt læskuret og min mand sikrede hestehuset med fire meterlange jernspyd. Så var det hus færdig med at flyve! I hvert fald indtil Stormen Allan i oktober 2013. Der fløj både hestehuset, flagstangen og vores 100 år gamle bøgetræ.
Sidenhen har vi gjort det, når det trak op til storm, at vi kørte en ældre traktor ned foran huset og simpelthen tøjrede huset til traktoren
Denne løsning overlevede i hvert fald Bodil. Moralen er: Anskaf dig ikke et flytbart læskur, det er ikke så smart, som det lyder.