En blog om heste og ridning

Lav en strigleplads udenfor

Du kan nemt lave en strigleplads udendørs. Det har jeg gjort, og det endda uden skruer, boremaskine og sav!

Til en strigleplads skal du bruge

  • 2 pæle i imprægneret træ 175 cm
  • 2 træktove
  • Et pælebor
  • En skovl eller spade

Lav huller i jorden

Afmærk på jorden to punkter med ca. 150 cm afstand. Lav to huller til pælene med pæleboret i 80 cm’s dybde. Det er vigtigt at du laver det rimelig dybt, dels for at gøre pælene stabile, men også for at de ikke “flyttes rundt” af frosten. Sæt pælene i hullerne og fyld jord omkring. Hos os har vi tung lerjord, og det er rigelig fint, men bor du på en let sandjord, kan det evt. være nødvendigt at støbe med tørbeton.

Komprimer jorden og sæt træktov på

Jorden omkring stolpen skal komprimeres, der kan du eventuelt “stampe” med enden af din skovl eller med hælen på din fod.

Når pælene står solidt i jorden binder du et træktov fast på hver pæl med et dobbelt havlstik. Et dobbelt halvstik sikrer, at tovet sidder godt fast, men at det også er nemt at løsne og justere i længden uden, at det går op af sig selv. Hvis du ikke er spejder-/sejlertypen, der kender diverse knop, så kan du se, hvordan du laver et dobbelt halvstik her.

Voila så har du din helt egen strigleplads!

dobbelt halvstik med et træktov på en hegnspæl
IMG_20180615_083555

Underlaget til striglepladsen

Bruger du striglepladsen hver dag, kan der godt komme et vis slid på det område, hvor hesten står. Du kan med fordel lægge grus, en gummimåtte, heavymats eller anden jordarmering, hvis området bliver snasket. Jeg har selv lidt grus på, og det klarer jeg mig med 365 dage om året.

Når pladsen ikke er i brug, hægter jeg træktovene fast i hinanden, så enderne ikke ligger på jorden og bliver snavsede.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

OBS. For at undgå spam, skal jeg godkende din kommentar manuelt første gang, derfor kan der gå en dag eller to før den vises i kommentarsporet. Når du først har fået én kommentar godkendt, bliver den næste godkendt og vist med det samme.