Det er forår lige nu, og efter en ualmindelig våd vinter, er det dejligt, at foldene så småt er ved at tørre op. Desværre skaber det også gunstige vilkår for bakterier, der forårsager sur stråle. Mens hovene faktisk holdes fri for jord i de våde perioder, vil de blive pakket med jord og snavs, når jorden bliver halvtør i foråret.
De bakterier, der giver sur stråle, trives under iltfattige betingelser. Når undersiden hoven er helt proppet til af den halvfugtige jord, kan strålen ikke få luft, og bakterierne kan rigtig muntre sig.
Forebyggelse er bedre end behandling
Det gælder om at få hoven renset hver dag i denne periode også på foldbumser. Når hoven bliver renset får strålen luft og ilt, så bakterierne ikke kan gro. En sund hel hov, der får luft hver dag, er i stand til at modstå de fleste infektioner. Har hesten derimod først fået sur stråle, kan infektionen være ret vanskelig at komme af med.
Når skaden er sket
Når hesten har fået sur stråle, vil der være områder, der er sorte fedtede og ildelugtende. Der kan dannes lommer af råddenskab i strålen, som kun ses som en tynd sort streg på strålen. Når skaden er sket, er hoven “åben”. Det gælder om at slå bakterierne ihjel og få hoven helet, så den bliver “lukket”.
Behandling af sur stråle
Er den slemt angrebet, kan det være nødvendigt at få smeden til at skære det rådne væv væk. Er der tale om et mildt angreb, kan man nøjes med en systematisk og ihærdig behandling.
Der findes mange midler, der lover at helbrede sur stråle. Nogle er mere effektive og/eller giftige end andre. Mange gamle hestebøger anbefaler blåsten. Det kan i hvert fald ikke anbefales, det er super giftigt! Det ville jeg aldrig putte på en syg hov.
Jeg har haft succes med følgende fremgangsmåde:
- En vandforstøver fyldt halvt med brintoverilte 3% og halvt med vand
- Hovrenser med børste
Rens hoven grundigt hver dag! Hold øje med rådne lommer i strålen. Krat dem evt. op med hovrenseren, hvis du kan. Når du har renset den helt af, sprøjter du med brintoverilte. Sørg for at komme ned i alle revner og lommer. Sprøjt hovrenseren når du er færdig, så den bliver desinficeret.
Brintoverilte kan fås på Apoteket og i Matas. Det bruges til at desinficere sår og til mundskyl. Det er helt uskadeligt i lav opløsning og virker ved at det frigive ilt, når det kommer i berøring med væv og bakterier. Læs mere på Dyrelægevagten.
Sæt speed på helingsprocessen
Gå/rid nogle ture på hårdt fast underlag f.eks. asfalt uden småsten. På den måde aktiverer du hovfunktionen og blodgennemstrømningen i hoven. Det vil speede helingsprocessen betydeligt op.